Byggeriet af den nye daginstitution går rigtigt godt og vi har stor aktivitet på byggepladsen. Hvilket I, der bor nærmest, formentlig ikke har kunnet undgå at bemærke. Arbejdet skrider planmæssigt frem og følger fortsat tidsplanen, og det regner vi med fortsætter, så børneinstitutionen kan flytte ind som planlagt til næste efterår.
Indtil nu har arbejdet bestået i diverse gravearbejder for at gøre plads til bygningen. Og de bærende pæle er banket ned, og nu er man i gang med at gøre klar til at støbning af fundamenterne.
I morgen torsdag den 21. december bliver særlig hektisk på vores byggeplads. Der skal vi nemlig foretage støbningen af fundamentet. Af hensyn til kvaliteten af støbningen skal arbejdet helst foregå i et hug. Det betyder, at der kan forventes aktivitet på og omkring byggepladsen fra tidlig morgen til sent på dagen. Vi forventer således, at de første lastbiler, der skal levere betonen, ankommer allerede klokken 7.00. Og at de kører på med arbejdet lige til de er færdige sidst på eftermiddagen, forventeligt til omkring kl. 18.
Vi beklager de evt. gener det måtte give jer beboere i form af panorerende billygter, støj og ekstra meget tung kørsel på Regimentsvej. Og håber fortsat på jeres forståelse.
Vi lover, at den her lidt hektiske dag er noget ekstraordinært, og at der falder lidt mere ro over det hele bagefter. På den måde vil julefreden forhåbentlig kunne sænke sig over hele kaserneområdet også i år.
Skulle der mod forventning blive problemer i forbindelse med vores byggeri, håber jeg, at I vil tage fat i os direkte. Så vi bliver opmærksomme på dem og kan komme i gang med at løse dem hurtigst muligt. På forhånd tak.
Med ønsket om en god jul fra hele byggeteamet.
Kommunale Ejendomme, Furesø Kommune