Spørgsmål: Kan vi reservere parkeringspladser med ladepladserne til ejerforeningens medlemmer?
Svar: Nej.
Grundejerforeningens parkeringspladser er ejet af alle medlemmer i fællesskab (udlagt til privat fællesvej) og hertil er der offentlig adgang. Det er derfor ikke muligt at reservere en eller flere parkeringspladser til bestemte elbiler og/eller en bestemt ejerkreds.
Spørgsmål: Kan vi have en pris for ejerforeningen og en anden pris for andre brugere?
Svar: Ja.
Ejerforeningen kan have egne interne priser for opladning i forhold til offentligt løssalg.
Spørgsmål: Må der opsættes skiltning?
Svar: Nej.
Som ovenfor nævnt, er der tale om privat fællesvej. Veje og parkeringspladser er ejet af Grundejerforeningen. Furesø Kommune er vejmyndighed. Private grundejere/ejerforeninger må ikke opsætte skiltning på området.
Spørgsmål: Er det kun ejerforeninger, som kan få tilladelse til at opsætte ladestandere?
Svar: I udgangspunktet ja.
Skulle en gruppe af individuelle medlemmer af Grundejerforeningen ønske at etablere en ladestander opfordrer vi til, at man opretter et ejerlaug og derefter kontakter bestyrelsen for det videre forløb.
Spørgsmål: Må andre benytte vores ladestandere?
Svar: I udgangspunktet ja.
Ladestandere som opsættes på Grundejerforeningens parkeringsområder, opsættes på arealer, som er udlagt til privat fællesvej, hvortil der er offentlig adgang. Som ejerforening/ejer af ladestanderen har I dog ret til at fastsætte egne interne lavere priser for opladning i forhold til den pris, som andre betaler.
Bemærk at adgangen til at benytte ladestandere ikke gælder for de parkeringsarealer, som er anlagt inden for ejerforeningernes private matrikler. Dette gælder bl.a. de overdækkede parkeringspladser i Garnisonsparken på Garnisonsvej og i Bel Air på Kompagnivej.
Er du i tvivl om en ladestander er tilgængelig, så brug kortfunktioner, som er nævnt herunder.
Spørgsmål: Hvor finder jeg tilgængelige ladepunkter på kaserneområdet og i resten af Furesø Kommune?
Langt de fleste operatører tilbyder søgning via kortfunktioner på de respektive hjemmesider. Du kan også finde tilgængelige ladestationer via www.chargefinder.com/dk
Alternativt kan du downloade din leverandørs eller andre app med kortfunktion.
Er der planer om offentlige ladepunkter på kaserneområdet?
I oktober 2020 vedtog Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, efter en indstilling fra forvaltningen, Strategi for ladestandere til elbiler i Furesø Kommune. I strategien fremgår forslag til placering af ladestandere på Regimentsvej ved varmecentralen. Kontakt Furesø Kommune for flere oplysninger/spørgsmål.