Desværre er den invasive art set i Kasernelunden, hvor naturlegepladsen er beliggende. Fundet af den invasive art er indberette til Furesø Kommune.
Ser du den vilde pastinak på andre af de kommunale rekreative områder på kasernen, opfordre vi til, at du indberetter det via Furesø Borgertip.
På Furesø Borgertip kan alle borgere indberette fund af invasive arter. Du finder Borgertip via dette link til Furesø Kommunes hjemmeside Furesø Borgertip (furesoe.dk) Det er muligt at indberette via app og computer.
Når du færdes i u-klippede områder kan du støde på Vild Pastinak, en plante som kræver særlig forsigtighed. Planten, som ses på billedet, er let at genkende på sine markante gule blomster og gulgrønne farve, selv uden for blomstringsperioden.
Vild Pastinak er en robust, gulgrøn skærmplante, beslægtet med planter som Skvalderkål og Bjørneklo. I modsætning til de fleste andre vilde skærmplanter i Danmark, som typisk har hvide blomster, har Vild Pastinak gule blomster. Dette gør den let at identificere, som det ses på billedet.
I sommermånederne skiller den sig ud med sin intense gulgrønne farve og karakteristisk ru stængel.
Planten kan blive op til 120 cm høj og har blade, der kan blive op til 40 cm lange. Stænglen er stiv, kantet og normalt glat, men kan også have få korte, stive hår. Bladene er enkelt fjersnitdelte med 5-9 bredt ægformede og savtakkede segmenter.
Vild Pastinak er giftig. Den indeholder en plantegift, som gør huden ekstremt følsom over for sollys. Når solen skinner, skal man være ekstra opmærksom, da det er solens stråler, der aktiverer giften og kan resultere i et smertefuldt udslæt. Dette minder om reaktionen, man kan få fra saften af Bjørneklo. Heldigvis indeholder saften fra Vild Pastinak ikke lige så meget aktivt giftstof, så reaktionen er ikke så voldsom som ved kontakt med Bjørneklo. Giften findes i hele planten, både i stængler, rødder og blomster. Hvis du får saften på huden, bør du vaske området grundigt og holde huden dækket og beskyttet mod sollys i mindst en uge. Det er også en god idé at søge læge.
Tilbage til oversigten